+45 7875 5001 kontakt@novosight.dk

3 trin til en god webtekst der konverterer

af | jul 15, 2016 | Content Marketing, On-Page, Online markedsføring | 1 Kommentar

Igennem mine 7 års arbejde med danske og internationale webshops, har jeg set modet forsvinde, ud af mange webshopejeres øjne. Det sker i det øjeblik, de får at vide, hvor mange ord, de skal skrive til hver side på deres webshop… Men DU behøver ikke at tabe modet

I denne artikel, viser jeg, hvordan du finder inspiration og skriver gode tekster til din hjemmeside.Jeg præsenterer dig for lidt fakta om din brugers adfærd – og giver dig 3 trin til en webtekst, der konverterer.

Først skal siden findes. Siden skal den sælge.

Det kan være svært at give sig i kast med tekster til web, hvis man ikke har prøvet det før – og måske ikke er så bekendt med de forskellige mekanismer, der driver brugeren og rykker ved konverteringerne. Med andre ord: dét, der får din side til at sælge.

Men noget, mange glemmer, er, at før siden kan sælge, skal den findes – og det gør den i de fleste tilfælde via søgemaskinerne. Tilgodeser du din brugers hensiger i din tekst, så bliver du også belønnet i søgemaskinerne. Jeg lærer dig her, hvordan du finder de rigtige keywords, OG hvordan du opbygger en sælgende webtekst.

Sådan finder og bruger du dine keywords.

Før du finder dine keywords, må du vide, hvordan Googles webcrawler fungerer. Der er sket en del ændringer i Googles algoritmer i de seneste år, så dine keywords er ikke længere, hvad de var førhen. Det bør de i al fald ikke være!

Latent Semantic Indexing (LSI) er en ny algoritme, som Google er begyndt at bruge. Det betyder, at hvis du søger på et keyword i Google, så leder webcrawleren også nettet igennem efter synonyme ord og emnerelaterede søgninger – alt sammen i sin iver efter at finde sider, der opfylder brugerens formål med søgningen. Også selvom de sider ikke indeholder de specifikke ord, vedkommende har skrevet i sin søgning. Og så leder webcrawleren ellers efter relevans og kvalitet relativt til din søgning – ligesom den plejer.

Moz kommer med et godt eksempel på hvordan den nye algoritme arbejder. En søgning gik på “best granola brands” (bedste müsli-mærker), og det første søgeresultats overskrift var “The World´s 10 Healthiest Granolas” (Verdens 10 sundeste müslier). Webcrawleren har altså højst sandsynligt tænkt, at når man søger på noget med müsli, så er “bedste” lig med “sundeste”.

Herudover er “healthiest” – eller andre variationer over ordet “healthy” – ord, der også relaterer sig til emnet müsli. Webcrawleren lægger mærke til, at når hjemmesider skriver om et emne, så er der nogle ord, der går igen på de fleste sider. Det kunne fx være “sund”, “sukker”, “rosiner”, når der er snak om müsli. Hvis du så laver en side om müsli – og ikke nævner ordene “sund”, “sukker”, “rosiner”, vil webcrawleren tænke, at din side ikke er fyldig nok på emnet.

Google trends viser udvikling over tid

Google trends giver os også relaterede søgninger

Man skal altså tænke i emnerelaterede ord, når man skriver en webtekst. Her kan du fx:

  • kigge på, hvad dine konkurrenter skriver om lignende produkter,
  • benytte Google trends og kigge under Related searches,
  • Google et ord eller en term,og hvis du scroller ned i bunden af side 1, står en række relaterede søgninger listet.

 

Webcrawleren kigger også på din målgruppe. Den kigger på, hvilken form for indhold din målgruppe læser. Altså hvor de bliver på siden længe nok til at nå at læse indholdet. Den kan genkende opbygningen med overskrifter, billeder etc. Og så skal din side også være sådan opbygget, hvis din målgruppe skal kunne lide den – mener webcrawleren (og har sikkert ret). Er den ikke, ryger du ned i søgeresultaterne.

Sørg også for, at dit brandnavn, din hjemmesides navn og dine medarbejderes navne nævnes rundt omkring på din hjemmeside. Jo flere gange disse navne siges i sammenhæng med et specifikt indhold, dine keywords, jo mere autoritet har de på emnet. Og jo højere op, ender de i søgeresultaterne.

Webcrawleren ved også, at hvis du søger på en sang, så kan det være, du gerne vil se videoen, hvis du søger på en podcast, kan det være, du godt vil høre lydbidden. Derfor er det en god idé med multimedieindhold  på din side. Ikke mindst fordi det bryder siden op og gør den interessant at kigge på. (Mere om det i næste afsnit)

Og husk at udfylde Title-tag, H1, H2 (H3…), meta description – og dine billeder skal minimum have udfyldt deres ALT-tekst; alt sammen med brug af dine keywords.
Læs hvordan i “De 9 vigtigste on-page SEO-opgaver…”

Det første trin er altså at finde ud af, hvad din målgruppe søger på. Det kan være, du bruger nogle helt andre ord om dine produkter, end dem din målgruppe gør. For at du og dine produkter skal findes, er det nødvendigt, I bruger samme sprog. Med LSI, er chancen for, at de lander på din side alligevel, blevet lidt større, men det er en god idé, for at indfange din målgruppe og deres forståelse for, at de er landet på den rigtige side, at ordforrådet er nogenlunde det samme. Du kan også anvende

Efterfølgende laver du en keywordanalyse. Det kan du gøre v.h.a. AdWords Keyword Planner, keywordtool.io, keyword.io og ubersuggest. Her må du vælge dine keywords og prioritere dem ud fra fx sværhedsgrad og muligheder.

Du kan læse mere om søgemaskineoptimering på de enkelte sider i “De 9 vigtigste on-page SEO-opgaver…”

…Siden skal den sælge

Der findes selvfølgelig mange forskellige opbygninger af en side, men jeg tager her udgangspunkt i, hvad vi hos Novosight mener, en almindelig salgsside (produktsider og forside) bør se ud.

Her er de 3 trin til en webtekst, der konverterer – inklusive de spørgsmål, du skal stille dig selv på hvert trin.

  • Hensigt og målgruppe
      • Hvilke konverteringer ønsker du at opnå?
      • Hvem er din målgruppe?
      • Hvilke spørgsmål har din målgruppe? Hvilke problemer kan du løse?
      • Hvordan skal siden bidrage til din virksomhed? Hvilken funktion skal den opfylde?
  • Opbygning
      • Hvilke keywords skal der bruges?
      • Hvor og hvordan skal dine keywords bruges for at give den bedste effekt?
      • Hvilke virkemidler vil du benytte til at forbedre brugeroplevelsen, fx multimedier, CTA, faktabokse…
  • ROI
    • Bliver siden fundet på de rigtige keywords?  
    • Er de besøgende tilfredse med det, de finder?
    • Hvad skal siden som minimum producere af resultater, før du er tilfreds med den?
    • Udfylder siden den ønskede funktion?

Hvad er din hensigt med siden – og hvem er din målgruppe?

Det er vigtigt, at du definerer hensigten, altså formålet, med din side, før du begynder at skabe indhold til den. Hvilken specifik konvertering er målet? Ønsker du fx at sælge et produkt? Ønsker du at få de besøgende til at opskrive sig til et nyhedsbrev? Eller noget helt tredje.

Den besøgende kan, i følge Google, være i fire “momenter”, når de besøger en side:

  • I-want-to-know, hvor den besøgende søger viden/information
  • I-want-to-go, hvor den besøgende er på jagt efter et sted, fx en restaurant
  • I-want-to-do, hvor den besøgende leder efter fx en tutorial eller en opskrift
  • I-want-to-buy, hvor den besøgende leder efter et produkt, som vedkommende vil købe

Googles momenter lægger sig op ad købsprocessens forskellige stadier. Er de kun ved at erkende et behov, opsøger de information… Du bør overveje, hvilken funktion din side skal have ift. den samlede hjemmeside og din virksomhed – og hermed hvilket stadie i købsprocessen, dine besøgende må være på, når de besøger din side. Hvis du har en idé om, hvilket moment dine besøgende er i; hvilket stadie de er på, når de dukker op på din side, så er det meget lettere at opfylde deres ønsker – og få dem til at konvertere.

Hvis du har haft din hjemmeside i et stykke tid og har installeret Google Analytics, kan du tjekke, hvem dine besøgende er, hvem der konverterer – samt hvilke søgetermer, der har bragt dem ind på din side.

Lær Google Analytics via deres egne kurser her: https://analyticsacademy.withgoogle.com/

Du kan også kigge på, hvilke spørgsmål din målgruppe stiller via StoryBase, Rebutter.me og  AnswerThePublic.

Answerthepublic.com kan hjælpe dig med at forstå dine brugeres spørgsmål

Hvordan skal din side opbygges?

I alt bør du skrive 1500-2500 ord, der tydeligt fortæller de besøgende, hvordan deres problem bliver løst, og deres liv forbedres. Som Donald Miller prædiker, skal de besøgende kunne svare på tre spørgsmål allerde inden for de første 5 sekunder, de er på en side: Hvad tilbyder du? Hvordan vil det gøre deres liv bedre? Og hvad kræver det af dem at købe det?

Skab billeder i hovedet på din besøgende.

Man kan svare på de spørgsmål på mange måder. Og det er her, det kan gå hen og blive svært. Jeg synes,at jeg kommer bedst i gang, hvis jeg stiller mig selv nogle flere spørgsmål:

Hvad ville min kunde spørge om, hvis vi stod overfor hinanden i en fysisk butik? Og hvilke spørgsmål har han/hun nu, hvor vedkommende netop ikke har varen i hånden? (Og du har allerede mange af spørgsmålene fra StoryBase, Rebutter.me og AnswerThePublic.)

Undersøgelser viser, at hvis folk får et produkt i hænderne, så er der større chance for, at de ønsker at eje det, end hvis de ikke havde haft det mellem fingrene. Det er (endnu) lidt svært at klare over nettet, så du må ty til det næstbedste: at forklare, hvordan det er at have i hænderne. Det er rigtigt nyttigt, hvis du kan få gang i alle sanserne, for så er de besøgende lettere at overtale.

Udover at fortælle en god historie og sætte gang i sanserne, så må du også sikre dig, at de besøgende ikke kan finde på nogen-som-helst grund til ikke at købe dit produkt. Det gør du ved at indvendingsbehandle. Alle indvendinger skal fjernes.

Forestil dig, hvilke indvendinger din målgruppe kunne have. “Det tager for lang tid”, “Det er dyrt”, “Det er besværligt”, “Man kan garanteret ikke få den i lyserød”. Og så skal du bare i gang med at forklare, hvor hurtigt det går, hvor billigt og nemt det er, og at man selvfølgelig kan få den i lyserød. Hvis det altså er sandt. Ellers må du give en anden grund til, at de besøgende skal købe netop dit produkt, selvom det er dyrt og kun fås i brunt.

Nævn produktets vigtigste egenskaber, og opbyg gerne teksten ud fra devisen: feature > benefit. Det lyder bedst på engelsk, men direkte oversat, betyder det: egenskab > fordel. Altså nævner du produktets egenskaber og hvilke fordele, der er ved dem – i stedet for blot at opliste alle egenskaberne.

Underbyg rigtigt gerne med dokumentation og lav links til fx brugertests. Herudover kan du også underbygge med testimonials, billeder af kunder og medarbejdere, der roser produktet.

Claus Svensson fra Online Brugskunst siger om sit samarbejde med Novosight

Husk på, at du ved rigtigt meget om dit produkt, men der er stor sandsynlighed for, at dine besøgende ikke gør – så vær detalje præget på en overskuelig og indbydende måde med et sprog, som de foretrækker og forstår. Vær præcis og konkret og sælg oplevelsen.

Og så skal du selvfølgelig huske at bruge dine keywords!

Skab overblik

Online læseren har travlt, har ingen tålmodighed – og leder ofte efter noget specifikt. Dine besøgende læser derfor ikke fra venstre mod højre, når de befinder sig på din hjemmeside. Fx bruges 69% af besøgstiden på en side i venstre side af den. Det er godt at vide, når man opbygger en hjemmeside – så det vigtigste på siden findes her.

Medmindre siden er billedbaseret, så læser folk i en F-form. Det gør de, fordi de læser overskrifterne og de første par linjer af teksten herunder. Hvis du vil have dine besøgende til at læse videre, er det derfor vigtigt, at du laver nogle spændende, sigende overskrifter og indledninger. Opdel din tekst i små, overskuelige bidder eller i punktopstillinger. Sørg, med andre ord, for, at teksten er gennemskuelig og let at gå til.

Det er sjældent, de besøgende scroller ned forbi folden (der hvor skærmen slutter, og man er nødt til at scrolle for at se videre). Faktisk, er der heatmap-undersøgelser, der viser, at den tekst, der findes før folden, læses af hele 80,3% af de besøgende, hvorimod teksten under kun læses af 19,7%. Dermed ikke sagt, at det er lige meget, hvad der står i bunden af din side, men den vigtigste information skal stå i toppen.

Det kan være svært at få fyldt siden med 1500-2500 ord, og så kan fx en faktaboks være en god hjælp. Det er også en god måde at få tilføjet en masse keywords; du kan fx skrive om udviklingen af dit produkt, om materialer og funktioner m.m.

En faktaboks eller et multimedium kan også fungere som en måde at bryde teksten op på. Men vær opmærksom på banner blindness! Når noget ligner en reklame, vil mange ignorere det. Derfor vil megen tekst ikke blive læst, hvis den brydes op af reklameagtige billeder: øjet holder sig simpelthen væk fra disse områder på siden.

Lad derfor være at bruge pixcellerede billeder eller stereotype stockphotos. Det er selvfølgelig ok at bruge stockphotos en gang imellem, men især med billeder af mennesker, (hvor den besøgende oftest gerne skulle kunne genkende noget af sig selv eller én, vedkommende kender) er det vigtigt, at det ikke er en tydeligvis “overphotoshoppet” person.

Lad være at overbebyrd dine besøgende med ligegyldig information – bare giv dem, hvad de har brug for, for at kunne sige “JA TAK!”

Jeg har nævnt det nogle gange nu, men det er også noget af det vigtigste: Giv et hurtigt overblik i fx overskrifterne. Du kan også benytte punktform, billeder og infografikker– så dine besøgende faktisk kan sige, “Ok, det er billigt, nemt, hurtigt, effektivt, sjovt…”, efter blot at have skimmet siden – og så kan de dykke ned i forklaringerne bagefter. Hvis de gider.

I de sidste linjer på din side, bør du have en kort opremsning af indholdet samt en CTA – Call to Action, der opfordrer til den konvertering, du ønsker, siden skal resultere i. Gerne en tydelig knap, der bringer de besøgende til det sted (fx. kurven eller en produktside), hvor konverteringen (fx køb) er mulig.

Tilbud og begrænsninger (fx tid, antal, VIP-tilbud)  er en god idé. Noget, der får de besøgende til at klikke med det samme, for når de først er væk, så er behovet glemt, afløst af andre behov – eller blot blevet forløst af andre sider.

Husk i øvrigt, at lave links både til eksterne sider og interne sider. Det hjælper dine besøgende med at finde mere relevant information – og det kan Googles webcrawler selvfølgeligt også godt lide.

ROI: Konverterer din side?

Hvis du sætter det op korrekt, kan Analytics vise dig, hvorfra dine besøgende kommer – bl.a. hvilke keywords, der har bragt dem ind på din side. Herudover kan du se, hvor længe de bliver på siden; det siger noget om, hvor tilfredse de er med indholdet, de møder.

Hvis der er en høj bounce rate (hvor de besøgende forlader siden med det samme), så bruger du enten de forkerte keywords (de besøgende regner med at finde et andet indhold på siden), eller de bryder sig ikke om kvaliteten af siden (den ser ikke professionel ud, har ikke originale billeder, er ikke overskuelig og brugervenlig) – og her må du så ind og forbedre.

A/B-testing er et godt værktøj. Her tester du fx to forskellige CTA’er på dine besøgende; halvdelen ser det ene, den anden halvdel ser det andet. Så kan du se, hvilket konverterer bedst.

Du bør beslutte dig for nogle KPI’er, som du så kan måle på jævnligt, fx én gang om måneden eller én gang per kvartal. Og her skal du tænke på, at siden skal udfylde en funktion ift. din virksomhed, fx skabe brand awareness, sælge eller andet. KPI’erne kan så være køb, opskrivning til nyhedsbrev, besøg m.m. 

Og følger du mine 3 trin til en webtekst, der konverterer, er du rigtigt godt dækket ind – og burde se stigninger i din ROI på ganske kort tid.

God skrivelyst.

Vi anbefaler også

Shares
Share This
ebog teknisk seo-analyse for begyndere

Gratis E-Bog: 7 trin til teknisk SEO-analyse for begyndere

Få tilsendt vores gratis e-bog på 40 sider, og bliv guidet igennem hvordan du bliver bedre, til at lave teknisk SEO-analyse, gennem 7 simple trin.

✓ 40 sider pakket med relevante tips, tricks og vejledning.

 En 45 punkter SEO-tjekliste.

✓ Gennemgang af 7 simple trin til SEO-analyse.

Vi sender e-bogen til dig med det samme!